Plys er ikke begejstret for traileren. Faktisk er hun sikker på, at den spiser ponyer (det var i hvert fald min første tanke, da jeg så hendes reaktion).
Efter megen overtalelse er det lykkedes mig at få hende ind i traileren, men det har ikke været nogen specielt rar oplevelse. Hun har rystet som et espeløv hver eneste gang. En enkelt gang gik hun i panik og forsøgte at kaste sig ud under bagbommen.
Jeg har gået lidt og tygget på hvordan vi, på bedst mulige måde, kunne ændre traileren fra at være et stresspunkt, der medførte ubehag, til at være et rart sted.
Da jeg er afhængig af at kunne læsse mine ponyer i trailer, er det vigtigt for mig at få gjort traileren til Plys' ven! Jeg er også afhængig af at kunne læsse alene, derfor skal jeg finde en måde både ponyen og jeg kan acceptere og administrere - det letteste er at sende den ind, mens jeg står ved rampen..
Da Plys selv tilbød, at stå på rampen med forbenene, startede jeg med at stå ved siden af rampen og, i tankerne, invitere Plys til at stå på rampen med alle 4 ben. Da vi havde stået der temmelig længe, viste jeg hende vejen med min krop og ene hånd, stadig med intentionen, og billedet i tankerne, om alle 4 ben på rampen. Kun en meget lille reaktion kom i form af vægtforskydning i hendes krop, men ingen ben flyttede sig. Jeg spurgte hende derfor, med min stick: Hører du mig? Svaret var: Ja det gør jeg, men jeg går ikke derind! Derefter fulgte en længere samtale.. Jeg blev insisterende ved at holde fast i intentionen og hun blev insisterende, og med temmeligt sammenbidte kæber, ved at sige: Jeg gør det ikke!
Jeg tog mange nye "nu'er" og kæmpede en indre kamp for at bevare tålmodigheden og det blide i mig, i stedet for at blive dominerende og bestemmende - jeg VILLE have det til at være en positiv og rar oplevelse, som hun selv tilvalgte.
Men da hun stadig efter 45min stod helt stiv og forstenet, med forbenene på rampen og bagbenene på jorden, blev det helt tydeligt for mig, at ingen af mine tidligere erfaringer med trailertræning af hest virkede her!
Når jeg spurgte: Hører du mig? Så steg stressen, hun følte sig presset og begyndte at ryste. Jeg begyndte derfor at udforske hvor grænsen gik, jeg ønsker ikke så meget stress i hendes krop, at hun ryster!
Jeg var tvunget til at tænke nyt og prøve mig frem. Pludselig kom jeg i tanke om hvem hun er hende Plys og hvordan hun er at arbejde med når vi har leget i ridehuset.
Hendes personlige rum er gigantisk stort! Hun er super sensitiv og hvis jeg kommer bare en smule foran hendes skulder, så virker det bremsende. DOH! Lidt dum følte jeg mig et øjeblik og så var det jeg huskede, at tage et nyt nu. Jeg gik simpelthen væk fra rampen! Gav hende laaaaang snor og havde tillid til at hun ikke udnyttede situationen og løb væk ;-P
Jeg gav hende plads, stillede mig langt bag hende og inviterede hende igen til at stille sig med alle 4 ben på rampen - og BUM så stod hun der!
Jeg tror faktisk at vi blev lige overraskede begge to :-P Men derefter gik det stærkt. Jeg bad om forbenene inde i traileren, et par gange, og inden jeg nåede at invitere hende helt ind, så tilbød hun det selv, uden at ryste eller være utryg!
Og endnu en gang viste hun mig, at hun har brug for plads. Hun føler sig hurtigt klemt og presset. Og så er hun altså bare fantastisk stædig og egenrådig :-P Griner stadig lidt af, at hun så tålmodigt stod, med helt sammenbidte kæber og hvæsede ud mellem tænderne: Jeg gør det ikke! Hun kunne jo egentlig bare have valgt at løbe væk fra traileren og mig - men sådan er hun ikke. Næh hun holdt stædigt fast i at hun gerne ville have plads og rum og til sidst hørte jeg hende, til sidst fik hun det som hun ville og jeg fik hvad jeg ville ;-) Jeg er ret godt tilfreds med kompromiset.
I dag skulle vi igen kigge på traileren og så kunne hun spise sin mad deroppe. Det tog ikke 5 min så, stod hun inde i traileren - jeg startede nemlig med at gå bag hende, i helt langt tov og invitere hende indenfor. Det legede vi med lidt tid og så fik hun sin mad derinde. Sådan vendte vi stress til leg :D